Pinsebrev 2026

Pinsebrev 2026

Nu er sommeren startet - pinsevejret ser jævnfør DMI i skrivende stund rigtig godt ud - Det har vi set frem til hele året.


Sankt Hans 23. juni 2026


Vi holder selvfølgelig igen i år Sankt Hans bål på stranden - nedenfor Strandhotellet, hvis vejret tillader dette. Vi håber på tørt stille vejr uden afbrændingsforbud.
Når vi har styr over vejret og eventuelle afbrændingsforbud, sender vi ny information til alle om muligheder for at levere tørt gren- og kvasaffald fra haven til bålet.
Ud over bål og båltale vil der igen i år være musik og fællessang ved Signe og Søren.


Årets båltaler er: Karen Bach Tingstrup, som er formand for Nationalpark Mols Bjerge og arbejder til daglig med destinationsudvikling og turisme i VisitAarhus.
Festpladsen åbner kl 20 med musikunderholdning og båltalen starter kl 21. Da der er uklarhed om åbning af Molsboden for servering af drikkevare - bedes I overveje selv at medbringe picnic-kurven og drikkevarer


Generalforsamling 4. juli 2026
Det bliver en helt ny generalforsamling uden de vante rammer på Strandhotellet.
Vi har i år valgt at samarbejde med "musik i teltet" , og vil benytte de faciliteter der i den forbindelse er opstillet på stadion, som vores mødelokale til vores generalforsamling. Samtidig vil vi efter generalforsamlingen have mulighed for middag i teltet leveret af Karens Køkken. Nærmere information følger - men sæt kryds i kalenderen.


Molsboden
Vi er blevet bekendt med, at den nuværende forpagter af Molsboden ikke ønsker at fortsætte aftalen og gerne vil ud af denne hurtigst muligt. Grundejerforeningen har taget kontakt til kommunen for hurtigst muligt at finde en løsning. Molsboden er for os et væsentlig aktiv for vores område og vil arbejde på at få en ny løsning.


Status på købmandsbutikken på Kystvejen
Siden vores lokale købmand desværre måtte lukke, er der arbejdet aktivt på at finde en ny købmand - gerne med en langtidsholdbar løsning.
Grundejerforeningen har løbende holdt sig orienteret om udviklingen, men har som udgangspunkt ingen indflydelse på, om der etableres en ny købmand i butikken. Dette er et privat anlæggende. Der er dog drøftet flere konstellationer, der kunne understøtte en ny købmand.


På nuværende tidspunkt er intet afklaret - vi er også vidende om, at der skal investeres en betydelig sum for at gøre butikken egnet til en ny købmand.
Tiden er desværre gået og erfaringer fra andre lukninger viser, at forbrugerne hurtigt finder nye veje til indkøb. Det er ikke bare lige at genvinde alle tidligere indkøb. Vi må konstatere, at det er lidt op ad bakke. Vi håber stadig på en god løsning. Vi savner alle vores købmand Per og siger tak for mange gode år og ønsker Per og familen alt det bedste for fremtiden.


Lyngsbækvej
Efter mange års forhandlinger med kommunen er det endelig lykkedes os at finde en løsning for bedre forhold for de mange gående på vejen. Vi har tidligere i vores breve omtalt muligheden for en "2 minus 1 vej" den er nu vedtaget af politiet og kommunen og forventes realiseret inden sommerferien. Der må derfor den kommende periode forventes entrepreneurarbejde på vejen.


Mobil Sauna ved Molsboden
Som tidligere omtalt har vi undersøgt mulighederne for at opstille mobil sauna ved Molsboden.
Det er stadig uklart om der kan opnåes dispensation fra Kystdirektoratet samtidig med der i givet fald skal findes en organisatorisk og økonomisk løsning, som ikke belaster GFFS.


Køer i Egil Fischer Parken
Som mange sikkert har bemærket, er der sat køer ud i Egil Fischer Parken. Det drejer sig om to Dexter-køer, en ko med sin store kalv, som skal hjælpe med at græsse vegetationen ned og dermed bidrage til plejen af området.


Dexter er en af Danmarks absolut mindste kvægracer og er kendt som en rolig, nøjsom og hårdfør race, der egner sig godt til naturpleje. Ifølge bondemanden vil arealet faktisk kunne rumme op til 11 køer, så de to nuværende dyr har god plads i området.


Grundejerforeningen blev ikke indraget i beslutningen om udsættelse af kvæg. Danmarks naturfredningsforening som har indsigelsesret jævnfør gavebrevet fra Egil Fischer har understøttet kommunens beslutning om udsættelse af kvæg. Det har grundejerforeningen måttet tage til efterretning og på denne baggrund indledt forhandling med kommunen. Vi havde naturligvis gerne set en anderledes beslutningsproces, før beslutningen var truffet og har pointeret dette overfor kommunen. Efterfølgende har vi dog haft en god og konstruktiv dialog om, hvordan parken fortsat kan være et trygt og rart sted at færdes for alle. Et vigtigt punkt i dialogen har været etablering af nye stier, så også de besøgende, der ikke føler sig komfortable ved at færdes tæt på køer, fortsat kan nyde parken og naturen uden at føle sig utrygge. Tak til kommunen for det samarbejde.


Vi håber, at de nye firbenede naturplejere vil blive taget godt imod. Grundejerforeningen vil lave en kort rundvisning af de nye stier og den lokale flora ved biolog Kim Bruun og Knud Stæhr Pedersen. Ønsker du at være med på turen, mødes vi nedenfor trappen op til Egil Fischer Mindesten mandag d. 25. maj (2. pinsedag) kl. 11. Turen er ca. 2 km lang og forventes at vare under en time. Det koster selvfølgelig ikke noget, og du er meget velkommen til at tage de små med.


Både på stranden
Igen i år har der været taget mange både op i vinterperioden, hvilket vi jo også har pligt til. Det er vi glade for. Der er dog fortsat nogle slidte joller, der har ligget i årevis uden at have været i brug og uden at have været taget op i vinterhalvåret. Vi planlægger at tage endnu et skridt i oprydningen til næste vinter. Mere herom i efterårsbrevet.


Opgaver der er blevet løst i tæt samarbejde med Materielgården i Syddjurs kommune.
Slåning af hele græsarealet i Fischer Parken, er også sket på Grønningen, efter en længere tørvejrsperiode i vinter.

De fleste af Alle' træer, blev klippet i efteråret, men der stadig en del der trænger til opretning og det er tidligere aftalt at udgået (væltet) træer vil blive erstattet med nye til efteråret.


Vedr. uhindret udsyn via kulturaksen fra Egil Fischers busten, mangler der stadig beskæring eller fældning af træer ved vandet.

Fodboldbanen på station bliver løbende vedligeholdt samme med Petanque baner - så kom frisk og bruge de fine faciliteter i parken.

Løbende oprensning af grundvands udløb ved badebro der sikrer at riste og strandeng ned til badebro ikke oversvømmes, plus rensning af udløb fra Mølleåen og Tømmerbækken, som også er blevet oprenset.


Andre aktiviteter
Grundejerforeningen sørger stadig for vedligeholdelse af hjertestarter placeret ved Kystvejen 1, tidligere Let køb. Den har heldigvis ikke været i brug i år. Vi vil samtidig opfordre vores medlemmer om at melde sig som hjerteløbere.

Opsætning af badebro - endnu en gang tak til de mange frivillige

Husk rundvisning i Fischer Parken 25. maj kl 11.


Med ønsket om en fantastisk sommer!


Bestyrelsen